Et hurtigt kig på Zelda-videospils underlige verden, off-shoots og spin-offs

Genudgivet af Platon

Abonnenter: 0

Det virker altid som en unik lang tid mellem Zelda-spillene. Jeg ved, at de har gode grunde til at tage en alder for at udvikle sig, fordi spil som Zelda: Tears of the Kingdom er gigantiske og geniale. Men det føles for mig, som om der også er noget andet på spil – et følelsesmæssigt aspekt, der får ventetiden til at føles endnu længere. Det føles som om, vi ser Zeldas rollebesætning meget sjældnere, end vi ser mange andre karakterer. De har formentlig rige liv, fordi de bor andre steder. For at sige det på en anden måde dukker Mario op i en masse spil, der ikke er de vigtigste platformeventyr, han er kendt for. Zeldas karakterer dog. Zelda...?

Det er en uretfærdig sammenligning. Men måske er det uretfærdigt på en interessant måde. Mario dyrker meget sport i mellem al platformspil. I årenes løb har han måske lavet en smule uddannelse og har måske en fremragende linje i RPG'er, men det meste af tiden, hvis han ikke tramper på goombas, kører han kart-racer eller spiller fodbold eller golf eller sådan noget. Dette giver mening! Så meget som Mario er noget, er han en følelse af energi og vægt. Han er den fyr, der kan gå fra venstre mod højre, men som også kan løbe fra venstre mod højre, hvis du holder den rigtige knap nede. Alt det løb! Fra tidlige dage var Mario praktisk talt en atlet!

Med Zelda-serien er det meget mere kompliceret. Og jeg tror, det skyldes, at Link ikke er en maskot på samme måde, som Mario er. Mario er Nintendos Mr Peanut. Link og Zelda føler sig mere som spøgelser, der hjemsøger palæet, Nintendo bor i. Spøgelser med luner og mærkelige krav. Spøgelser, der gør deres tilstedeværelse mærket på usædvanlige måder.

Tidligere i dag satte jeg mig ned og forsøgte at konstruere en liste over Zelda-udskud bare for at se, om jeg havde ret i noget af dette. Og nu har jeg gjort dette: det er en mærkelig liste. Ja, Link har været i Mario Kart, hvilket altid har følt mig lidt helligt. Og han har været i Smash Bros og Soul Calibur 2. Han er fantastisk i alle disse, men de føles lidt som kontraktlige forpligtelser, som om der kom en stævning hele vejen til Hyrule, og han kunne ikke undvære det. Link i Mario Kart? Det er Link, der dukker op for at klippe båndet i en vens supermarked.

10 New Legend of Zelda Tears of the Kingdom detaljer, du skal vide - Tears of the Kingdom Gameplay

Andre steder bliver det dog meget mere interessant. Mange af spillene er Link faldet ind i harmoniske verdener. Hyrule Warriors – fantastiske ting, men Link giver ret nemt mening her, som han gør i Links Crossbow Training og endda Battle Quest-tilstanden fra Nintendo Land. Disse spil er dog lysende på en måde, fordi de antyder, at Nintendo føler, at Zelda ikke er så strækbar som Mario, ikke så overførbar. Man kan ikke pludselig dumpe Link ind i sit eget baseballspil – hvilket er en skam, nu tænker jeg over det, for det spil ville regere.

Men de spil synes jeg er mest fascinerende? Nå, her er min yndlingsdel af listen, jeg lavede. Navi Trackers, Cadence of Hyrule, det Tingle-spil med det virkelig lange navn kan jeg aldrig huske.

Lad os tackle disse ude af drift. Cadence of Hyrule er en absolut bedøvelse. Den tager Zeldas urværksritualer – eller rettere sagt tager seriens kærlighed til urværksritualer – og transporterer den bare ind i en ny genre. Du udforsker stadig, slår fjender rundt og løser rumlige gåder, men du gør det til en rytme. Og rytmestoffet er så stærkt, og følelsen af at udfolde ritualer så medfødt, at det efter et par minutter slet ikke føles som et off-shoot. Det føles som Zelda. Det føles næsten klassisk.

Hyrules kadence.

Tingle får i mellemtiden et eventyr, der er næsten lige så ubeskriveligt, som karakteren er. Freshly Picked: Tingle's Rosy Rupeeland er enten et slanket RPG om at samle så mange penge som muligt, eller en slags Wario-lignende side-on visning af hovedserien, hvor byttehandel bliver lige så vigtig som kamp. Måske er det begge disse ting. Der er den forstand, som det er tilfældet med Wario-spillene, at karakterens tåbelighed giver spillets udviklere råderum til at lave noget mærkeligt, selvom det også er muligt, at linket til Zelda gjorde det muligt for et så mærkeligt spil at komme i produktion i det første. placere. Det glædede mig i øvrigt, mens jeg så dette spil op igen, at erfare, at der var en DSIWare-off-shoot til Tingle, der inkluderede en lommeregner og et mønt-flipping mini-spil. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af noget af det her.

Og så er der Navi Trackers. Jeg kan huske, at jeg læste om dette spil i Edge, da det hed Tetra's Trackers, og efter at have indhentet det i dag, har det ikke mistet noget af dets mærkelighed. Inkluderet som en valgfri tilstand i de geniale Four Swords-spil (Four Swords tæller formentlig som et off-shoot selv; det er vidunderligt, BTW), men aldrig inkluderet i de britiske versioner, det er bedst kendt i dag for det faktum, at Zelda faktisk er udtrykt i -spil, og for det faktum, at det er et tidligt glimt af Nintendos fascination af multiscreen-spil – en fascination, der ville føre til DS og Wii U.

Mere end noget andet er det dog vidunderligt at se den slags bøjler Nintendo springer igennem for at lave et spin-off, der føles lidt som om det kan høre til Zeldas univers. Vi er langt fra Hyrule Baseball her. (Gud, jeg ville helt ærligt købe det spil på et sekund.) Navi Trackers er et skurvognsspil, hvor spillere bruger deres GBA-skærme til at bevæge sig rundt i en fælles verden på udkig efter Tetras besætningsmedlemmer. Det er genialt, i en Pac-Man Vs-stil – spillere har et begrænset overblik over handlingen på GBA, men kan snige kig på det store fjernsyn for at se mere. Det er også bare mærkeligt. Det forsøger at skabe en Zeldaish følelse af udforskning og glæde i lidt mere festvenlige omgivelser.

Er dette min yndlings Zelda off-shoot? Nej. Jeg har faktisk to mere, som føles forbundet, selvom de ikke er ordentligt udskudte i traditionel forstand. Udstilling A er Mario 3D Land, verden 5-2. Dette er et Mario-spil, der pludselig bliver til et Zelda-spil. Udstilling B er en særlig hulesekvens i Link's Awakening, hvor et Zelda-spil pludselig bliver til et Mario-spil.

Link's Awakening er bare et riff, virkelig lidt af en joke. Link's Awakening er den sjældne Zelda, som Link kan hoppe i, så tidligt går han ind i en hule, og du får en smule side-on platformspil, komplet med piranhaplanter og goombas. Det er en sketch, lidt. Det føles som det øjeblik i Friends, hvor lægerne fra ER møder op til et par grin.

Verden 5-2 er meget mere involveret. Det er top-down Mario, hvilket giver mening, fordi 3D Land handlede om stereoskopisk 3D. Nogen må have indset, at Mario ovenfra og ned fik det til at ligne linket fra Link to the Past, så måske skubbede de det lidt mere ind på den måde – de rigtige tæpper, den rigtige slags sten på gulvet. 5-2 er ikke et langt niveau, men det er meget sødt. Mario bevæger sig fra rum til rum, som et gammelt Zelda-spil ville gøre, og på et tidspunkt er der endda et puslespil, der involverer tænding af fakler.

Dette øjeblik, sammen med vittigheden fra Link's Awakening, kom tilbage til mit sind i denne uge, ikke bare fordi der er en ny Zelda på vej, men fordi jeg i øjeblikket læser Northern Lights med min datter i øjeblikket, og hver aften får vi et kapitel eller to færdigt. Hvis du ikke har læst Northern Lights, handler det om separate verdener, der eksisterer ved siden af hinanden, og de mærkelige øjeblikke, hvor de forbindes. Dette er Mario og Zelda, gætter jeg på: to adskilte universer, der ikke står i opposition, men stadig dybt adskilt. Og dog støder de nu og da op mod hinanden på mærkelige, knitrende måder.

For at se dette indhold skal du aktivere målretningscookies.