Beau is Afraid - Filmanmeldelse | XboxHub

Beau is Afraid – Filmanmeldelse | XboxHub

Tidsstempel: 3. september 2023 kl. 11
Kildeknude: 2862757
beau er bange for filmanmeldelsebeau er bange for filmanmeldelse
Beau er bange – Filmanmeldelse

Min vennegruppe har ikke tilgivet mig for at anbefale Uncut Gems til dem. 2020-filmen med Adam Sandler i hovedrollen er som et evigt angstanfald, og jeg elsker den med hver eneste celle i min krop. Det føles som om den konstant vipper på en klippe. Men det er af de samme grunde, at mine venner hadede det, og ser nu varsomt på mig, når jeg anbefaler noget. Jeg får aldrig den tillid tilbage. For fanden Sandler. 

Takket være Beau is Afraid ved jeg nu, hvordan de har det. Den tredje forfatter/instruktørudflugt for Ari Aster, efter Hereditary og Midsommer, er min mest ventede film på året. Disse to film er nogle af mine yndlingsgyserfilm gennem tiderne. Beau is Afraid føles som en personlig anbefaling fra Ari Aster, og jeg ville meget gerne elske den. Jeg havde hørt, at det var marmite, at det – igen – var et evigt angstanfald, men det sendte kun mine forventninger i vejret. Ari Asters ubeskårne ædelstene? Åh ja.

Hvor i alverden skal man begynde med Beau is Afraid? Det er så kalejdoskopisk (og uhyggeligt langt), at man kan beskrive det på mange måder og være fuldstændig korrekt. Det er en odyssisk rejse for ekstremt ængstelige. En mareridtsagtig serie sketcher. Uanset hvad det er, er det centreret om den indadvendte Beau (Joaquin Phoenix), som skal besøge sin mor, hvilket betyder, at han forlader sin lejlighed – ikke ubetydelig, da der er lurende ne'er-do-brønde udenfor – og få et fly. Men han har troen på sig selv. Han er pakket, og han er klar til at gå. 

Gennem nogle ganske vist morsomme pratfalls, som udgør den strammeste og mest troværdige del af filmen, bliver Beau låst ude af sin lejlighed og kigger ind, og ser på, hvordan de der ikke er gode nok, ransager hans ting, tørrer lort på væggene og – sjovt. – vaske op. Han har ikke billetter, tasker, nøgler eller tøj. Der er ingen måde, han kan nå at se sin mor. Turen er afsted. Han ringer til sin mor, og underteksten er, at hun i bedste fald er skuffet over ham, i værste fald sur. 

Men så dør hun i en tragisk lysekroneulykke. Nu skal Beau rejse, men af ​​helt andre årsager. I mellemtiden konspirerer universet for at forhindre ham i at komme dertil. Således Odysseen: dette er myten med dens helt erstattet med et spækket stykke kød, og kykloperne og andre forhindringer er erstattet af skæbne, indfald, uheld og – diskutabelt – bivirkningerne af Beaus stoffer. 

Herfra slynger Beau er bange fra direkte komedie til noget som hans traditionelle horror. Fordi det føles som om Ari Aster søger efter moderne angst, for at udsætte Beau for dem og se, om vi snurrer sammen med ham. Konstant er der frygten for at blive anklaget for noget, du ikke har gjort. Selv når Beau ikke gør noget, reagerer karaktererne, som om han er færdig noget, og det er en frygtelig kløende følelse, som vi ikke har følt før. Men der er så mange andre, som om Aster forsøger at snuse rundt efter nye måder at gøre os utilpas: skammen over at tro, at vi er hovedpersonerne i en historie, når vi ikke er det; troen på, at vi er dem, vi er på grund af vores forældre, kun for at de skal afvise os; forsøger ikke at påtvinge fremmede, men de fremmede føler sig alligevel påtvunget. Det hele er knudret, freudianske ting. Beau hopper fra møde til møde, fra et hjælpsomt par, der ved et uheld kørte ham over til en kommune, der boltrer sig i performancekunst, hele vejen til en dom fra en fiskerbåd. 

Selv folk, der elsker filmen, ville nok indrømme, at den er overbærende og alt for lang på lidt over tre timer. Hvis du er indstillet på dens bølgelængde, vil den føles som ebbe og flod. Men hvis du er ligesom os, og uanset årsagen ikke tilslutter dig det, den forsøger at gøre, så vil det føles meget længere. 

Jeg kan ikke rigtig forklare, hvorfor Beau is Afraid ikke virkede for mig, lige så lidt som jeg kunne forklare, hvorfor jeg ikke kan lide smagen af ​​ærter. Men lad os prøve alligevel. Det føles som om det er sat op til at generere viscerale reaktioner, fra latter til afsky og ekstrem angst. Men latteren var alt for sporadisk: der er nogle geniale synsknevler, og et par situationer – lejligheden og det hjælpsomme par – fik os til at hyle. Men for længe føltes det sløvt og bevidst at forsøge at lokke en reaktion ud af os. Det føltes mere som Southland Tales end Eraserhead, som jeg kunne fornemme instruktøren forsøger at være skandaløs, i stedet for at det kommer naturligt. Det var mere performancekunst end angstanfald, som jeg følte med Uncut Gems.

Angsten var der helt sikkert, men det var trættende. Disse spændte øjeblikke blev konstant skudt mod den stakkels Beau, og han havde knap nok en chance for at få et ord på kanten eller finde en form for forløsning. Det er en kø af uhæmmede individer, der tager ting fra ham, slår ham og er grusomme. Det var udmattende. I tre timer var det som at se en torturscene, og det mener jeg bestemt negativt. 

Ved slutningen var jeg forslået og forslået, og mærkede efter en besked i kaosset. Beau er bange ville bestemt have mig til at tænke på en slags pervers natur-opdragelse, da Beau beskæftiger sig med en dysfunktionel mor og samtidig ikke selv kan bryde dysfunktionscyklussen. Men for det meste er det en lavine af ideer, uden nok at holde fast i. Måske savnede vi nogle stærke dramaturgiske tråde, men det føltes mere som en lang joke, en test af nogle grænser, end det var en sammenhængende film. 

Det er en film, som jeg nok skal grydere på et par dage mere, og der er ingen tvivl om, at den vil holde sig limpet-agtig til mig. Det kan endda vokse der. Men min første reaktion på Beau is Afraid er, at det er ubehageligt at se, ikke fordi det får mig til at se verden på nye måder, men fordi det tester min tålmodighed på vej til at blive alt for lang. 

Men trods alt det har vi en mistanke om, at der vil være mennesker, der reagerer positivt på det, ligesom vi kom ud i bistader. Det er en, som vi altså ikke vil anbefale til vores venner, men det er en, som de mere nysgerrigt indstillede måske (med vægt på magt) finder noget at grine af.

Tidsstempel:

Mere fra Xbox Hub