Ophavsretslovens § 60: Endelig nogle svar(?)

Ophavsretslovens § 60: Endelig nogle svar(?)

Tidsstempel: 19. januar 2024 kl. 4
Kildeknude: 3071343

Mens meget af diskursen omkring krænkelse af ophavsret handler om ejerens rettigheder, er der meget lidt opmærksomhed på normaliseringen af ​​overbeskyttelse af materiale! Ophavsretstrolde og enheder, der lever af at sende meddelelser om krænkelse (uanset om der er grundlag eller ej), er ikke ualmindeligt længere. Indien er faktisk en af ​​de få jurisdiktioner, hvor lovgiverne havde forudseenhed til at inkludere en vis beskyttelse mod netop dette! Ophavsretslovens paragraf 60 giver retsmidler mod grundløse trusler om sagsanlæg for påstået 'krænkelse'. I betragtning af hvor lidt diskurs der har været omkring denne bestemmelse, er det dog ikke overraskende, at der stadig er meget plads til begrebsmæssig og fortolkende klarhed. Anirud Raghav bringer os et meget interessant indlæg om dette spørgsmål, som diskuteret af Bombay High Court i en nylig dom. I betragtning af de meget gyldige spørgsmål, han rejser, kan vi følge dette op med et andet indlæg, der prøver at dykke lidt længere ind i dette afsnit! For nu, læs dog videre for Aniruds bud på denne sag. Anirud er 2. år på National Law School of India University, Bangalore.

Den første bog i sagsøgerens "Bond of Brothers"-serie. Billede fra link.

Ophavsretslovens § 60: Endelig nogle svar(?)

Af Anirud Raghav

Grundløse trusselsbestemmelser er unikke for meget få jurisdiktioner – Indien er en af ​​dem, UK , Australien (se Section128 of the Patent Act, 1990) er to andre bemærkelsesværdige. Section 60 of the Copyright Act, 1957 er den relevante bestemmelse i copyright-sammenhæng, som giver afhjælpning mod grundløse trusler om retsforfølgning. Overordnet set bemyndiger § 60 en påstået krænker (den person, der er truet) til at sagsøge enhver, der fremsætter grundløse trusler om retslige skridt mod ham. Lempelserne er tredelte: påbud, erklæring om ikke-krænkelse og skadeserstatning, hvis sagsøgeren kan påvise tab, der er lidt på grund af sådanne grundløse trusler om søgsmål. Bortset fra få tilfælde er § 60 retspraksis stærkt underudviklet og usammenhængende. Denne situation er delvist afhjulpet af den nylige Bombay High Court-dom i Manya Vejju v. Sapna Bhog. Den besvarer nogle vedholdende spørgsmål om Section 60-søgsmål og er måske den første af sin slags, der foretager en omfattende undersøgelse af Section60-sager, hvilket gør det til en vigtig dom. I dette indlæg vil jeg gennemgå sagens fakta, rettens resultater og identificere nogle problemer med dommen.

Fakta og spørgsmål

Sagsøgeren, Sapna, er forfatter. Hun udgiver selv litterære værker. Det bekymrede arbejde her er hendes Indie-romance-serie med titlen "The Bond of Brothers". Den tiltalte, Manya, hævder, at Sapnas serie er en uautoriseret kopi af hendes (Manyas) eget litterære værk, med titlen "The Varma Brothers". Manya hævdede uautoriseret kopiering og plagiering adskillige gange på sociale medier med hensyn til visse kapitler i de to bøger. Dette forårsagede tab for Sapna. Sapna udsender derefter en ophørsmeddelelse til Manya og beder om en fjernelse af de sociale mediers opslag, afgive en ubetinget undskyldning og kompensation. Som svar indgiver Manya en FIR under Sektion 385 (At sætte en person i frygt for at komme til skade for at begå afpresning) og Sektion 506 (Straff for kriminel intimidering) af IPC. Senere blev anklagesedlen ændret til at indsætte Sektion 63 (Forbrydelse af krænkelse af ophavsret eller andre rettigheder i henhold til denne lov) og Sektion 65 (plader med det formål at lave krænkende kopier) også af ophavsretsloven. På dette tidspunkt anlægger Sapna en § 60-sag med henblik på at erklære ikke-krænkelse, og at truslerne var grundløse. Distriktsretten gav Sapna fordel og tildelte udførlige grunde til at fastslå, at der ikke var tale om nogen krænkelse. Manya foretrækker således en ankesag til landsretten.

Hovedspørgsmålet tilfaldt retten var som følger: Hvorvidt indgivelse af en FIR udgør en påbegyndelse af en retssag, hvorved forbeholdet til § 60 aktiveres og gør sagsøgerens § 60-søgsmål uopretholdeligt? Kort fortalt bestemmer § 60’s forbehold, at hvis trusselen med rettidig omhu faktisk indgiver en krænkelsessag over for de fremsatte trusler, så ophører § 60 med at finde anvendelse.

Rettens resultater

Fire fund er af særlig betydning, både i forhold til de spørgsmål, de besvarer, og dem, de rejser. First, Retten finder, at § 60-søgsmål bliver ufrugtbare i det øjeblik overtrædelsesproceduren indledes, med "due diligence". For det andet skal krænkelsessøgsmålet i forbeholdets forstand vedrøre samme genstand som § 60-søgsmålet, det vil sige, at de fremsatte trusler og den anlagte handling skal være sammenfaldende. For det tredje bør retten i en § 60-sag begrænse sig til en umiddelbar analyse af grundløshed i stedet for at analysere berettigelsen af ​​et krænkelseskrav. For det fjerde vil udtrykket "forfølgelse" omfatte civile og strafferetlige sager anlagt mod andrageren. 

A. Section 60-søgsmålet bortfalder ved indledning af en krænkelsessag.

Det centrale spørgsmål om, hvad der sker med § 60-søgsmålet ved indledningen af ​​en krænkelsessag blev besvaret uden større vanskeligheder (en tidligere blogpost behandler dette spørgsmål og identificerer nogle problemer med denne holdning). Retten citerer Mac Charles v. IPRS , Super kassetter at fastslå, at indledning af krænkelsesprocedurer vil medføre, at § 60-søgsmålet er ufrugtbart, da dette vil udløse forbeholdet.

B. Sagen (med forbehold) skal vedrøre den påståede krænkelse.

Lad os kort opsummere. FIR blev indgivet af Sapna, på grund af hvilket Manya anlagde en § 60-sag og fik en gunstig midlertidig kendelse fra distriktsdommeren. Interessant nok indgiver Sapna på dette tidspunkt en krænkelsessag ved en civil domstol i Hyderabad. Det er forvirrende, at en så afgørende kendsgerning skal fremgå i slutningen af ​​dommen. Under alle omstændigheder fastslog Domstolen, at eftersom denne krænkelsessag optrådte efter, at distriktsdommeren havde truffet afgørelse i § 60-sagen, kunne dommeren ikke have haft fordelen af ​​at undersøge klagerne i krænkelsessagen for at afgøre, om en sådan procedure faktisk var i forbindelse med truslerne. udbudt. Med andre ord siger retten, at for at en handling skal aktivere § 60-forbeholdet, skal det være i forhold til de trusler, der er fremsat til sagsøgeren i en § 60-sag (truslerne, der dannede sagsøgerens sagsgrund).

C. I en § 60-sag bør retten ikke dykke ned i sagens realitet. Den skal umiddelbart analysere, om der er grundlag for krænkelse.

I den foreliggende sag blev landsdommeren anset for at have dykket ned i sagens substans. Han havde tildelt udførlige grunde til at afgøre, om der var tale om krænkelse. Efter rettens opfattelse havde landsdommeren overskredet sin jurisdiktion og gået over bord. Årsagen er - det var en § 60-sag om forbud og deklaratorisk lempelse.

Dette tydeliggør en vigtig facet af § 60 retspraksis, nemlig de bevismæssige standarder, der gælder for at vise "grundløshed" af trusler. Dommen antyder, at den gældende standard blot er en prima facie den ene, det vil sige, at sagsøgeren skal etablere prima facie at truslerne var grundløse.

D. Fortolkning af "forfølgelse" og "handling" i paragraf 60-forbeholdet

De nye bidrag fra denne sag ligger i dens konstruktion af udtrykkene "forfølgelse" og "handling" i § 60-forbeholdet.

§ 60's forbehold bestemmer, at hvis den person, der fremsætter trusler, "påbegynder og retsforfølger" en "handling" for krænkelse, så finder § 60 ikke anvendelse. Så to umiddelbare spørgsmål opstår: a) hvad er rækkevidden af ​​begrebet "forfølgelse"? Henviser det udelukkende til straffeforfølgning (som den traditionelle brug af udtrykket siger), eller omfatter den også civile retsmidler? b) Hvad betyder "handling" og hvordan adskiller det sig fra en dragt?

a) Anklager: Både civile og strafferetlige retsmidler

Retten bemærker, at begrebet "forfølge" vil omfatte både strafferetlige og civile retsmidler. Rettens begrundelse er, at rettighedshaveren efter ophavsretsloven har både civile (§ 55) og strafferetlige retsmidler (se kapitel 8). I betragtning af dette ville det ikke give mening at begrænse krænkelsessager udelukkende til strafferetlige handlinger, især hvis formålet med Section 60 blot er at sikre, at der tages bona fide juridiske skridt med hensyn til truslerne. Da sager om krænkelse af ophavsretten desuden overvejende søger civilretlige retsmidler, især påbud, ville det være meningsløst blot at begrænse det til strafferetlige retsmidler.

b) "Handling" – Tvetydighed og en foreløbig forklaring

Det andet uklare udtryk i forbeholdet er "handling". Hvad vil omfanget af udtrykket være, og hvordan adskiller det sig præcist fra en krænkelsessag? Dette spørgsmål blev relevant ved undersøgelsen af, om indgivelse af en FIR ville blive betragtet som "handling" inden for § 60-forbeholdet (hvorved § 60-søgsmålet blev ugyldigt).

Domstolen foreslår, at udtrykket "søgsmål" ganske vist er bredere end udtrykket "søgsmål", som typisk kun henviser til civile søgsmål. Lovgiveren kunne have brugt udtrykket "suit" i stedet for "handling", hvis den ville, men det gjorde den ikke. Heraf udleder retten, at lovgiver sandsynligvis også havde til hensigt at dække indgivelse af FIR'er i betydningen "handling". Når alt kommer til alt, siges det ofte, at indgivelse af en FIR sætter den strafferetlige proces i gang og er i store træk en del af kriminalitet Action.

Interessant nok fandt retten i den foreliggende sag, at det ikke ville være muligt at sige, om FIR'erne var "handlinger", da de allerede var blevet annulleret af Telangana High Court.

Lad os undersøge denne holdning mere i dybden. Så vi ved, at Manya indgav FIRs mod Sapna i henhold til afsnit 385 og afsnit 506 i IPC. Som svar henvendte Sapna sig til Telangana High Court med en begæring i henhold til Section 482 of CrPC (iboende beføjelser fra High Court) og bad om, at domstolen måtte annullere FIR'erne. Telangana High Court, som er tilfreds med Sapnas sag, annullerer FIR'erne og udsætter alle straffesager mod Sapna i denne henseende. I betragtning af denne rekord har Bombay High Court i Manya Vejju siger, at FIR havde mistet sin karakter af "at fortsætte". Formodentlig mente retten, at da FIR'erne blev annulleret, kunne de aldrig modnes til en retssag. Da de aldrig kunne modnes til en retssag, burde det teknisk set ikke kvalificeres som "handling". Dette har betydning, fordi formålet med § 60-forbeholdet er, at truslerne om retssager faktisk var blevet omdannet til retssager. Så truslerne er ikke længere blot trusler. Ordet "handling" bør således nødvendigvis omfatte en form for retlig vurdering af krænkelsen. Da dette ikke kunne være muligt, hvor FIR'erne blev annulleret, og alle straffesager i denne henseende blev udsat, mistede FIR'erne lige da og dér deres karakter som en "sag". Ak, det er stadig uklart, hvorfor retten skulle sige, at FIR'er mistede deres karakter som en "sag" og ikke deres karakter som en "handling" i sig selv. Skal vi nu spekulere i, at proceduren er forskellig fra handling? Min fornemmelse er, at i begge tilfælde ville det ikke gøre den store forskel, da ovenstående ræsonnement stadig ville stå. Sammenfattende er den nederste linje, at ordet "handling" nødvendigvis bør involvere en retlig vurdering af de krænkelsespåstande, som var genstand for truslerne.

Due Diligence gåden

Uanset fordelene ved denne sag, er der stadig et vanskeligt problem. Dette er fortolkningen af ​​begrebet "due diligence" i forbeholdet til § 60. Både forbeholdet såvel som retten nævner, at der skal anlægges sag om krænkelse mhp. due diligence. Man undrer sig over, hvorfor det er sådan. Hvad betyder due diligence i denne sammenhæng? I hvilke tilfælde kan vi sige, at sagen blev indledt uden due diligence? Ingen ved det endnu. Det ville være forståeligt, hvis "rettidig omhu" var blot endnu et eksempel på lovgivningsmæssig omtale, men det er det ikke – retten understreger vigtigheden af ​​disse ord i paragraf 34, idet den understreger, at den således indledte procedure skal være "meningsfuld". Hvis "meningsfuld" procedure betyder at gøre fortjenstfuld krænkelsespåstande rejser dette yderligere spørgsmål: hvordan kan man sige, om krænkelsesproceduren blev indledt med rettidig omhu før afsluttes sagen? Sikkert, først efter dommen, efter at have hørt begge sider, kan retten afgøre, hvilken sides sag der er berettiget. Med andre ord er det nødvendigvis en post-facto undersøgelse at afgøre, om en sag er anlagt med rettidig omhu. Konsekvensen af ​​at tage denne fortolkning vil være denne: Nu kan enhver § 60-sagsøger påberåbe sig forsvaret for, at krænkelsesproceduren ikke blev indledt med rettidig omhu. Og der er ingen måde for retten uafhængigt at verificere, om overtrædelsesproceduren faktisk blev indledt med rettidig omhu - det er en helt separat Sektion 55 sag (civile retsmidler for krænkelse) trods alt, anlagt andetsteds. Hvad skal retten nu gøre? Hvis den tillader et sådant forsvar, vil det ende med at gøre forbeholdet uvirksomt, da dette forsvar praktisk talt kan gøres gældende i alle tilfælde. Hvis den ikke tillader et sådant forsvar, skal den give meget gode grunde til at afvise et sådant forsvar, hvilket forudsigeligt vil blive en vanskelig opgave på grund af manglende autoriteter eller litteratur om emnet. Således ser vi, hvordan udtrykket "due diligence" kan forårsage fortolkningskampe. Denne sætning er hidtil blevet fuldstændig ignoreret i § 60-dommen, men Manya kan potentielt ændre dette i betragtning af dens obiter om "due diligence".

Konklusion

Alt sagt og gjort, Manya præciserer nogle vigtige facetter af afsnit 60 og er en værdifuld tilføjelse til ophavsretlig jura. Det giver en ret afbalanceret analyse, der tager højde for brugerens og ophavsretsindehaverens rettigheder, hvilket er dens vigtigste dyd. Alligevel er der åbenbart stadig nogle spørgsmål. Vores eneste trøst er, at § 60 retspraksis stadig er ung og forhåbentlig vil opnå større klarhed i de kommende tider.

Tidsstempel:

Mere fra Krydret IP