Er DEA stadig det værd? Lægen opfordrer til omlægning af cannabis eller afskaffelse af DEA!

Er DEA stadig det værd? Lægen opfordrer til omlægning af cannabis eller afskaffelse af DEA!

Tidsstempel: 15. januar 2024 7:00
Kildeknude: 3074623

afskaffe deaen

Er DEA stadig det værd? En Cost Benefit analyse

I 1971 underskrev Richard Nixon loven om kontrollerede stoffer, som for altid ændrede landskabet for narkotikaregulering i USA. Denne lov introducerede ikke blot et nyt sæt regler vedrørende brug, fremstilling og distribution af visse stoffer; det fødte også Drug Enforcement Administration (DEA), et organ udpeget som 'dommer, jury og bøddel' for disse nyligt etablerede love. Med et pennestrøg blev en krig mod stoffer officielt erklæret, og DEA blev indrulleret som dens chefkriger.

DEA's rolle var klar fra begyndelsen – at beskytte amerikanere mod, hvad der blev opfattet som stoffers svøbe. Med til opgave at håndhæve loven om kontrollerede stoffer fik dette agentur omfattende beføjelser og autoritet til at regulere stofbrug i landet. Dette omfattede ikke kun lovhåndhævelsespligter, men også magten til at klassificere stoffer, en rolle, der placerede dem i krydsfeltet mellem folkesundhed, politik og lov.

Spol adskillige årtier frem, og DEA's position er kun blevet fastgjort. En nylig interaktion med Kongressen fremhævet dette. Kongresmedlemmer, der anerkendte det udviklende perspektiv på cannabis, anbefalede, at DEA overvejede at aflægge tidsplanen for stoffet, et skridt, der stemmer overens med den voksende offentlighed og den videnskabelige forståelse af cannabis. DEA's svar var dog sigende. De hævdede deres "endelige autoritet" i spørgsmål om narkotikaklassificering, en holdning, der understreger deres autonomi og den centraliserede magtstruktur, de opererer inden for.

'Abolish The DEA': Julie Holland, MD, psykiater, MDMA- og cannabisforsker og medicinsk rådgiver for Tværfaglig forening for psykedeliske studier (MAPS), lad hendes følelser blive kendt om de seneste beslutninger fra DEA.

”Det vil være tredje gang, hvis jeg ikke tager fejl, at der vil have været en anbefaling til Energistyrelsen om at lave cannabisskema 3. To gange har de afvist. Hvis de gør det igen, vil jeg sige det igen: Afskaffe DEA", skrev Holland i et tweet. 

Denne interaktion rejser afgørende spørgsmål om DEA's rolle og effektivitet. Arbejder de i den bedste interesse for offentlig sundhed og sikkerhed, eller afspejler deres handlinger forældede, hårde politikker? I en verden, hvor forståelsen af ​​stoffer som cannabis udvikler sig hurtigt, hindrer eller hjælper DEA's holdning årsagen til folkesundhed og retfærdighed?

Det er tid til kritisk at vurdere DEA's track record. Har de virkelig beskyttet amerikanerne mod farerne ved stoffer, eller har deres handlinger bidraget til andre samfundsmæssige skader? Efterhånden som vi dykker ned i denne artikel, vil vi foretage en grundig præstationsgennemgang af DEA siden indførelsen af ​​loven om kontrollerede stoffer. Målet er at afgøre, om deres tilgang har været effektiv, eller om det er tid til at genoverveje og muligvis afvikle dette magtfulde agentur.

Siden starten i 1971 har Drug Enforcement Administration (DEA) været i spidsen for USA's krig mod narkotika. En undersøgelse af narkotikatrends gennem de seneste årtier, ved hjælp af DEA's egne statistikker og uafhængige undersøgelser, afslører dog et bekymrende billede: På trods af styrelsens indsats er stofforbruget, -fremstillingen og -handelen ikke blot holdt ved, men i mange tilfælde steget.

En af de mest sigende indikatorer for stigningen i narkotikatilgængeligheden er DEA's egne data om narkotikabeslaglæggelser. Gennem årene er mængden af ​​beslaglagt stoffer vokset eksponentielt. Ifølge en omfattende rapport fra National Institute on Drug Abuse har der været en betydelig stigning i produktionen og distributionen af ​​forskellige kontrollerede stoffer, herunder heroin, kokain og metamfetamin. Denne stigning i anfald peger ikke nødvendigvis på DEA's effektivitet; i stedet tyder det på, at fremstillingen og distributionen af ​​disse stoffer er steget til niveauer så høje, at selv en øget håndhævelsesindsats kun kan gøre et indhug.

Denne stigning i lægemiddeltilgængelighed under DEA's overvågning korrelerer med fremkomsten af ​​flere lægemiddelepidemier. Crack-epidemien i 1980'erne og den igangværende opioidkrise er gode eksempler. Disse kriser repræsenterede ikke blot en fejl i at dæmme op for strømmen af ​​narkotika; de afslørede også utilstrækkelighederne i at tackle de grundlæggende årsager til stofmisbrug og de socioøkonomiske faktorer, der driver det.

Desuden er det DEA's tilgang ser ofte ud til at være inkonsekvent og ubalanceret. Mens der er brugt betydelige ressourcer på at bekæmpe narkohandel på gadeplan og målrette mod individuelle brugere, er den samme grad af kontrol og håndhævelse ikke konsekvent blevet anvendt på medicinalvirksomheder. Disse virksomheder har spillet en væsentlig rolle i opioidepidemien gennem aggressiv markedsføring og distribution af smertestillende midler, hvoraf meget blev gjort lovligt og under DEA's kompetence.

Et skarpt eksempel på DEA's malplacerede prioriteter er dens tilgang til cannabis. På trods af en voksende mængde forskning, der indikerer de medicinske fordele ved marihuana og et skift i den offentlige mening, der favoriserer dets legalisering, er DEA fortsat med at klassificere det som et Schedule I-stof - samme kategori som heroin og LSD, forbeholdt stoffer, der ikke i øjeblikket accepteres medicinsk brug og et stort potentiale for misbrug. Nu, med psykedelisk forskning godt i gang, er selv LSD og andre hallucinogener i skema I ikke længere nøjagtige. Denne klassificering har ikke kun hindret forskning i medicinske anvendelser af cannabis, men også ført til kriminalisering af individer for besiddelse og dyrkning af en plante som mange stater nu har legaliseret, enten til medicinsk eller rekreativt brug.

Energistyrelsens fokus på straffeforanstaltninger frem for skadesreduktion og forebyggelse er også blevet sat i tvivl. Kritikere hævder, at kriminaliseringen af ​​stofbrug har ført til overfyldte fængsler, der påvirker minoritetssamfund uforholdsmæssigt meget, uden at det har reduceret stofbrug eller afhængighedsrater væsentligt.

Beviserne tyder på, at DEA ikke har haft en væsentlig indflydelse på medicinforbrug og -fremstilling. Stigningen i narkotikatilgængelighed, fremkomsten af ​​narkotikaepidemier under deres overvågning, og de inkonsekvente håndhævelsespolitikker fremhæver behovet for en revurdering af DEA's rolle og strategier i narkotikakontrol. Det rejser spørgsmålet: er det på tide at overveje alternative tilgange, der prioriterer folkesundhed, uddannelse og rehabilitering frem for kriminalisering og strafhåndhævelse?

Med rod i filosofien om forbud, et koncept, der gentagne gange har vist sig at være uholdbart og skadeligt, fortsætter DEA med at klamre sig til forældede politikker, der ikke kun undlader at adressere kompleksiteten af ​​stofbrug og misbrug, men også aktivt skader samfund og udhuler borgerlige frihedsrettigheder.

Forbud, som en politik, har en berygtet historie, hvor dens mest berømte fiasko er 1920'ernes alkoholforbud i USA. Denne æra var præget af en stigning i organiseret kriminalitet, korruption og en generel tilsidesættelse af loven. På trods af disse grelle problemer, anerkender DEA ikke forbudets iboende mangler. I stedet fortsætter de med en lignende tilgang til kontrollerede stoffer, hvilket skaber en parallel til fortidens fiaskoer.

DEA's urokkelige forpligtelse til forbud er ikke rodfæstet i offentlig sundhed eller sikkerhed, men snarere i selvopretholdelse og et ønske om at bevare magten. Agenturet er blevet en selvbærende enhed, der nyder godt af selve det forbud, der giver næring til dets eksistens. Denne cyklus af håndhævelse og straf har skabt en lukrativ industri for DEA, præget af betydelige budgetter og ekspansiv autoritet.

Virkningen af ​​DEA's politikker strækker sig langt ud over deres tilsigtede rækkevidde og påvirker samfund og enkeltpersoner på dybe og ofte irreversible måder. Krigen mod stoffer, med DEA i spidsen, har uforholdsmæssigt målrettet minoritetssamfund, hvilket bidrager til en cirkel af fattigdom, kriminalisering og frakendelse af stemmeret. Denne målrettede håndhævelse har ført til massefængsling af farvede mennesker, splittelse af familier og forværret sociale uligheder.

Desuden udgør DEA's ensidige beslutningsproces en væsentlig trussel mod de demokratiske principper, som USA blev grundlagt på. Agenturet opererer med lidt eller ingen offentligt tilsyn eller deltagelse og træffer beslutninger, der påvirker millioner uden deres input. Denne centraliserede magt er i modstrid med idealerne om demokrati og gennemsigtighed, hvilket fører til politikker, der ofte ikke afspejler folkets vilje eller bedste interesser.

At fortsætte med at finansiere og støtte DEA betyder at opretholde arven fra Harry Anslinger, en notorisk racistisk bureaukrat, der spillede en nøglerolle i udformningen af ​​USAs narkotikapolitik. Anslingers indflydelse var præget af racemæssige fordomme, magtanvendelse og bedrag, hvilket satte scenen for de straffe- og diskriminerende politikker, som DEA håndhæver i dag. Ved at opretholde DEA støtter vi utilsigtet disse forældede og skadelige ideologier.

DEA repræsenterer en arkaisk og skadelig tilgang til narkotikapolitik, en tilgang der ikke tilpasser sig moderne forståelse og samfundsmæssige behov. Hvis vi tror på USA's hellighed og dets demokratiske principper, er det bydende nødvendigt at anerkende DEA som et levn fra en svunden tid, et agentur, der fastholder sine forgængeres undertrykkende taktik. For virkelig at befri folket og opretholde værdierne retfærdighed og lighed, er det nødvendigt at uddrive DEA og dets forældede, skadelige politikker. Først da kan vi begynde at slå en vej mod en mere human, effektiv og retfærdig tilgang til narkotikaregulering og -kontrol.

Efter mere end et halvt århundrede med stringent narkotikaregulering er det tydeligt, at krigen mod narkotika er vundet, ikke af retshåndhævende myndigheder som DEA, men af ​​stofferne selv. Loven om kontrollerede stoffer, som har været hjørnestenen i denne langvarige kamp, ​​har ikke kun undladt at bremse stofbrug og handel, men har også forværret samfundsmæssige dårligdomme og krænket individuelle frihedsrettigheder. Tiden er inde til, at USA, og faktisk verden, radikalt genovervejer sin tilgang til narkotikaregulering.

DEA kan på trods af sin selverklærede endelige autoritet i narkotikaklassificering ikke fortsætte med at diktere en forældet og ineffektiv politik. CSA og lignende dokumenter over hele kloden skal afskaffes eller gennemgribende reformeres. Vi skal anerkende og respektere princippet om, at individer har frihed til at træffe valg om deres egen krop, forudsat at de ikke skader andre. Denne tilgang er i overensstemmelse med kerneværdierne frihed og personlig autonomi, som er centrale for demokratiske samfund.

Et nyt paradigme for narkotikaregulering bør vedtages, et paradigme, der prioriterer folkesundhed, uddannelse og skadesreduktion frem for kriminalisering og straf. Et sådant system ville ikke kun respektere individuelle friheder, men også adressere de grundlæggende årsager til stofmisbrug og tilbyde en mere medfølende og effektiv løsning på en udfordring, der længe har plaget vores samfund. Tiden til forandring er nu; lad os omfavne en fremtid, der opretholder frihed, fremmer velvære og anerkender erfaringerne fra fortiden.

DEA OG KONGRESSEN OM OM OMSTILLING AF CANNABIS, LÆS VIDERE...

DEA VS KONGRESS OM OMSKEDELSE AF MARIJUANA

DEA OG KONGRESS HANDELER OVER OM OMBYGNING AF CANNABIS!

Tidsstempel:

Mere fra CannabisNet